januar 5, 2008...10:51 pm

Klub 1000

Spring til kommentarer

Jeg har meldt mig ind i Klub 1000. Hele vores lille hustand, faktisk.

Kom med i klub 1000

Det passede så fint med at blive medlem af en klub, der forener nytårsfortsætter og slankekure her i januar. Manden i huset spurgte forhåbningsfuldt, om det mon var sådan en klub, hvor man modtager penge. Og det er det på en måde. Det er Elsparefondens initiativ for at få danskernes gennemsnitlige elforbrug ned på 1000 kwh/årligt per person, hvor gennemsnittet nu er 1500 kwh. Det betyder, at nogen bruger 3000 og andre meget mindre, men ifølge Elsparefonden bliver danskernes elforbrug ved med at stige.

Projektet tiltaler mig! Da jeg ikke har nogen overskudskilo at gå i krig med efter julen,  så kan jeg i stedet kaste mig over at slanke vores forbrug af strøm. Som i en rigtig kartoffelkur begynder man med at aflæse startvægten/status på elmåleren.
Om under en uge skal jeg aflæse måleren igen, og så får jeg første prognose om, hvor langt vi er fra målet. Jeg er spændt! Jeg forestiller mig, at jeg bliver grebet af projektet og finder stigen frem for at sætte elsparepærer i lamperne. Der bliver sikkert dage med stor selvtilfredshed og dage med tilbagefald. Og der er jo også faren for at blive helt anorektisk, som i enhver slankekur. Lige ét kilo mere.

Elsparefonden har lovet, at ændringerne i strømforbruget ikke betyder, at man skal sidde i mørke og stirre på elmåleren. De siger faktisk, at små ændringer ikke vil gå ud over den “daglige trivsel,” men i stedet give en lavere elregning og hjælpe på miljøstressen.

Det er jo sød musik for de gode intentioner. Jeg er med!

Læg en kommentar